Hvad består træningen i?
Sammen med en social- og sundhedsassistent følger du et individuelt tilrettelagt træningsprogram i eget hjem via en tablet, som medarbejderen medbringer.
Træningsforløbet starter med en vurdering din fysik; hvordan du klarer dig i hverdagen og en fysisk test. På baggrund af vurderingen udarbejdes et skræddersyet træningsprogram, som du og medarbejderen udfører 2 gange ugentligt á 20 minutters varighed pr. gang i 12 uger. Du vil blive vurderet igen i uge 5 og 9 for at evaluere effekten af træningen og tilpasse dine øvelser herefter.
Hvis det vurderes, at du vil have gavn af yderligere træning, kan indsatsen forlænges i 12 uger, dog med nedsat træningsfrekvens. Vedligeholdelsesforløbet vil ligeledes blive afsluttet med en screening.
Efter de 12 eller 24 ugers træning vil du få udleveret dit træningsprogram til videre selvtræning.
Hvem kan deltage?
Alle borgere, som modtager hjemmehjælp i form af plejeydelser i Vesthimmerlands Kommune, kan som udgangspunkt deltage i træningen. Deltagelse kræver blot, at du er motiveret for at gennemføre træningen.
Ønsker du at vide mere?
Ønsker du at vide mere om tilbuddet, kan du finde flere oplysninger på www.digirehab.dk. Hvis du har yderligere spørgsmål, er du eller pårørende velkomne til at kontakte os.