Hjemmeundervisning

Hvis du ønsker at undervise dit barn derhjemme, skal du melde det til kommunen.

Hvilke krav er der til hjemmeundervisning?

I Danmark har vi undervisningspligt, men som forælder kan du selv bestemme, hvordan du vælger at opfylde undervisningspligten (Grundlovens § 76). Det vil sige, at du kan vælge at undervise dit barn derhjemme.

De samme krav som i folkeskolen

Hvis du vælger at hjemmeundervise dit barn, overtager du al ansvar for barnets undervisning. Undervisningen skal leve op til de samme krav, som dit barn ville møde i folkeskolen. Det vil sige, at undervisningen som minimum skal komme omkring de fag og emner, der findes i folkeskole (Friskoleloven § 5).

Undervisningen skal blandt andet omkring:

  • Dansk
  • Engelsk
  • Samfundsfag
  • Musik
  • Matematik
  • Natur/Teknik

I kommunen vil vi føre tilsyn med hjemmeundervisningen og teste dit barns færdigheder. Det gør vi for at sikre, at undervisningen lever op til kravene.

Folkeskoleloven:

§ 34. Undervisningspligten indtræder den 1.august i det kalenderår, hvor barnet fylder 6 år, og ophører den 31. juli ved afslutningen af undervisningen på 9. klassetrin. Undervisningspligten ophører dog senest det kalenderår, hvor barnet fylder 17 år eller har afsluttet uddannelse, der er ligestillet med grundskolen, jf. § 33, stk. 2-7.

Paragraffen betyder, at alle børn har ret og pligt til undervisning ca. fra det år barnet fylder 6 år og ca. 10 år frem. 

Friskoleloven kapitel 8:

§ 34. Hvis forældrene selv vil sørge for undervisning af deres børn i den undervisningspligtige alder, skal de meddele det skriftligt til kommunalbestyrelsen, før undervisningen begynder.

Stk. 2. Meddelelsen skal indeholde oplysninger om, hvilke børn der skal deltage i undervisningen, hvor undervisningen foregår, og hvem der skal undervise børnene.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen tilbyder forældre, som kommunalbestyrelsen har godkendt til at træne deres barn med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne i hjemmet i henhold til § 32, stk. 6, i lov om social service, vederlagsfri specialpædagogisk rådgivning i hjemmet om undervisningen.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen tilbyder vederlagsfri specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand i hjemmet til børn omfattet af stk. 3, hvis barnets udvikling på grund af sprog- eller talevanskeligheder kræver en særlig hensyntagen eller støtte. Tilbuddets omfang og indhold skal svare til, hvad der almindeligvis tilbydes elever i folkeskolen.

§ 35. Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med den undervisning, børnene får i hjemmet m.v.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan hvert år lade afholde prøver i dansk, regning/matematik, engelsk, historie/samfundsfag og naturvidenskabelige fag for at sikre, at undervisningen står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. Den, der har undervist børnene, leder prøverne efter aftale med kommunalbestyrelsen.

Stk. 3. Skønnes det, at undervisningen ikke har været forsvarlig, underretter kommunalbestyrelsen forældrene om, at der vil blive afholdt en ny prøve efter 3 måneder, og at børnene, hvis undervisningen stadig er mangelfuld, skal undervises i folkeskolen eller en anden skole, hvor undervisningspligten kan opfyldes jf. § 33, stk. 2, i lov om folkeskolen.

Stk. 4. Når Kommunalbestyrelsen skønner, at undervisningen er forsvarlig, kan den fritage for tilsynet.

§ 36. Undervisningsministeren kan fastsætte regler for afholdelse af prøver for børn, der ønsker at indstille sig til folkeskolens afsluttende prøver uden at have fulgt undervisningen ved skoler, der har ret til at afholde prøver.

Friskolelovens kapitel 8 stiller nogle krav til hjemmeundervisning. Dels at det skal meddeles til Kommunalbestyrelsen, hvis forældrene ønsker at overtage ansvaret for et barns eller flere børns undervisning. Dette gøres ved at indsende det vedlagte skema. Dels skal undervisningen leve op til kvaliteten af undervisningen i folkeskolen og skal som minimum omfatte de obligatoriske fag og emner, der findes i folkeskolen.

Ifølge Folkeskolelovens § 5 gælder det følgende fag: dansk, engelsk, historie, samfundsfag, idræt, musik, billedkunst, håndarbejde, sløjd, hjemmekundskab, matematik, natur/teknik, geografi, biologi, fysik/kemi og kristendomskundskab. Sidstnævnte kan eleven dog fritages for ifølge § 6, stk. 2. Derudover skal hjemmeundervisningen omfatte emnerne: færdselslære, sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab samt uddannelses-, erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering.

Hvis undervisningen efter et tilsyn vurderes til ikke at leve op til disse krav, skal børnene undervises i en folkeskole eller en anden skole som kan opfylde undervisningspligten.